Naar vi i dag er samlet til fest kan det være minligt at mange af dem som er mødt frem ikkje rigtig har greie paa hvorfor vi netop i dag holder fest, og det kan maaske derfor ikkje være overflødigt om der giver en kort redegjørelse for i hvilken hensigt vi er samlet. Det kan siges og forklares med faa Ord: Fordi det er vaart Fædreland, det gamle Norges Gjenfødelsesdag, det gamle Norge født paa nyt. Gamle Norge, der er saa gammelt som Sagnet gaar, dær i eldgamle Tid, efter den Tids syn et mægtigt Rige, saa mægtigt at dets djærve Mænd foruden at værge sit land mot Overfald og Vold endog herjede fremmede lande, hvor ved de vandt Ry for taperhed og varsler(?) derfor tryghet. Hen lidt efter lidt slumrede Folket ind, overgav sig efter hinanden til Mageligshed, var ikke mere saa enig som før havde ti..elg(?) at fremmede fik Fodfeste i Landet, og at Landet tilsent(?) kom ganske under et fremmed Land, Danmarks Herreømme, Under dette Lands Enevældsstyre, tildels Tyranni, maatte man finde sig i at trælle i flere hundrede i Aar. Det gik endog saa dels at den Danske Konge rigtignok efter Pres af Europæiske Stormagter gav Norge bort til Sverige, for saa den Naade, selv at beholde sin Trone i Danmark. Vort Land og vort Folk var altsaa sunket saa dybt at man kjøbslog med dem, som med en Vare. Paa den vis blev Norge løst fra Danmark. Men da var det at vore Fædre for 82 Aar siden staar lovte, lig hint Folk, der mod sin Vilje var bleven bortført i fangenskab, at innse hvad de havde talt, til Fædreland og dermed sin Helligdom, (sin Selvstændighed og sin Frihed) mandede Styre, og med en Fædrelandskjærlighed som aldrig før, forfaller sig at ofre alt for sitt Land og for dets Frihed og selvstændighed. Mod dette Maal for Øie var det, at der s… det bekjendte Eidsvold Vaaren 1814 samlede udkaarne Mænd fra alle kanter af Landet og den 17. Mai hadde ferdig de Regler hvorved Landet for Eftertiden skulde styres. Det er disse Regler vi kalder Grundloven, hvis Hovedindhold er at Norge er et Frit, Selstændig og Uafhængigt Rige. Frit, ikke for at forstaa at hver Mand kan gjøre og lade hvad han lyster, men saaledes at (…) retter sig efter Landets Love og er dermed Ansvarsfri i borgerlig Henseende . Selvstændigt og uafhængigt vil sige at Folket ikke behøver at spørge Udlandet um hvorledes det skal ordne sine saavel ydre som indre Andliggender, men steller sig netop som det selv vil. Det var altsaa det gamle, som ved denne lov igjen blev nyt for Landet; det var Norges Gjenfødelsesdag (Dette var en gjennomgribende Forandring). Betenkningen var var fattet, men Landet var udmagret og som følge af den Umyndighedstilstand hvor det ved det danske Overvælde hadde levet fattigt og forsvarsløst - havde derfor kun Mad, men ikke Midler til at udføres skilt du hvor der i Grundloven var bestemt. Imidlertid fordrede Sverige sit tærede Bytte, Norge, udleveret, og søgte og saa ved Vaabenmagt at underkaste sig Landet. Men netop da var det at Mændene på Eidsvold i begeistræt Fædrelandskjærlighed stillede sig sammen og saa at de for at værge sit Land vilde være enige og tro til Dovre falder. Det var denne Enighed til at forsvare sin Frihed, der gjorde at Sveriges Hærfører Karl Johan skjønnede, at det ikke vilde være en let Sag at undertoing et enigt frihedselskende Folk, stillede Forlig med Eidsvoldsmænd, med Norge og Sverige skulde værnes (hver for sig) selvstendige (til) at ordne sine Anliggender, men enige i Fællesskab at forsvare sine lande mod (fremmed) overfald og Vold. Altsaa istedenfor at Rigerne stod mod Vantemagt med hinanden, blev de enig om ikke alene (um at leve i) Venskab og Fred med hverandre, men og (naar det gjelder) at afstræde til fælles Forsvar for hinanden. Det er i erindringen om det paa Eidsvold den 17. Mai 1814 pastenede(?) vi i dag har samlet os, at vort Folk i hundreder af Aar at have været undertvunget, vændte igjen sin Husbondret, Retten til at Styre sig selv og at Landet (som Folke…) siden den Tid har tiltaget i Vælvære, i Velstand. (Enhver vil forstaa at vhor det hersker Fred og Enighed der trives det Gode. Men for at faa maa ske maa der være nogen der styrer og leder). I de 82 Aar som siden den tid er gaaet har der til forsjællig Tider, og paa forsjællige maader været gjort forsøg paa at gjøre indgrep(?) i vort Folks Frihed og Selvstændighed, men da har altid Folket med dets ledende og styrende Mænd staad enige om, at forsvare sin Frihed og sin Selvstændighed, og derfor staar vort Land i dag, frit, selvstændigt og uafhengigt. Saaledes som de gjæve Mænd paa Eidsvold 17. Mai 1814 fastslog at det (altid) til Dovre falder skulde være. Det er for at gjentage og fornige(?) Eidsvoldsmændenes Løsen; enige og tro til Dovre falder opmuntre hverandre især Ungdommen til altid, naar det mærkes at Fedrelandets Selvstændighed trues, erindre de 112 Mænd paa Eidsvold , og da som de staa alle som en rede til det yderste at værge Landet, saa at Friheden og Selvstændigeheden ikke tabes. Landet og Folket igjen Trollbindes det norske Folk i dag samlet.
Men det er kanske ikke saa ganske vigtig at tillægge de 112 paa Eidsvold al Æren for at Norge befriedes fra Enevældets Tryk og igjen vandt sin gamle Selvstændighed. Det var nok (ret) iyeel(?) en stærkere Magt, som tog Haand i (med) Gud (og lagede det hele) var atrat(?) , og han skal vel (derfor) have den første og største Tak. Og skal vort land magte at bevare sin Selvstændighed og trives saa maa Kraften til at styre og stelle Landet henter har hæm(?); Nei de staar vel fast endnu det gamle kjendte Ord, der om Herren ikke bygger Huset arbeide de forgjæves som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad vaage Magterne forgjæves - Altsaa naar vi lader Gud være slaat og vi i brændende Fedrelandskjærlighed er enige, at værge vort land , kan vi være visse paa at gamle Norge skal staa indtil Dovre falder. Tilslut skal jeg faa Lov til at udtale er Ønske, som jeg er vis paa enhver ægte Nordmand vil være med paa; Gud bevare gamle Norge.
· Setningene i parantes er setninger påført over setningen den står i
· (?) viser til at tolkinga av ordet er usikkert
· … tyder bortkomen tekst